Så er den her: Nu kan du opdatere til iOS 5
Fra arkivet: Artiklen blev skrevet i 2011, så oplysninger og priser kan være forældede.

Så er der godt nyt til alle ejere af iPhones og iPads: iOS 5 er landet og det ser godt ud! Læs om de fedeste nye funktioner.
Gentlemen, start your engines. Eller mere præcist: forbind din iPhone eller iPad til din iTunes. Apples længe ventede iOS 5-opdatering er nemlig parat til at blive hentet og installeret nu.
Før du glæder dig for meget, er der dog visse forbehold, hvis du har en iPhone af ældre dato. Det er nemlig kun fra og med iPhone 3GS, der kan køre den nye software, ligesom du også skal have en iPod touch i enten 3. eller 4. generation, før du kan få adgang til at opdatere. Begge iPads kører naturligvis iOS 5.
De fedeste nye funktioner
Blandt de mest prominente nye funktioner iOS 5 er et nyt såkaldt Notification Center, hvor alle dine nyeste beskeder, emails og påmindelser er samlet i et overskueligt vindue, som du kan få frem ved at swipe en finger fra toppen af skærmen og nedad.

Får du nu en sms, mens du er igang med at spille, læse avis eller redigere et dokument, får du altså ikke længere en stor blå boks, der øjeblikkeligt standser al aktivitet. Nej, nu får du blot en venlig påmindelse, der elegant glider ned i toppen af skærmen ganske kort for derefter at forsvinde igen, indtil du er klar til at se den.
iMessage er en ny måde at sende beskeder på mellem iOS-enheder, dvs. iPhones, iPads og iPod touch. Det er gratis og du kan vedhæfte billeder, videoer, kort og andre ting, som man måske ikke gør på SMS, fordi det ender med at blive en dyr fornøjelse.
En funktion der klart giver teleselskaberne sved på panden, fordi de dermed går glip af indtægten ved SMS-beskeder, som iMessage helt erstatter, så længe det er mellem fx to iPhones. Godt tænkt, Apple!
Som noget nyt er Twitter blevet dybt integreret i det nye iOS 5, så du kan tweete fra stort set samtlige apps. Det kan måske endelig give Twitter lidt tiltrængt medvind, så status update-tjenesten bliver lidt lettere at gå til for almindelige dødelige.
Bortset fra alle de almindelige og forventede forbedringer i hastighed og stabilitet, hævder Apple selv, at der alt i alt er over 200 nye funktioner og forbedringer, så der skulle være nok at gå på opdagelse i, når du har installeret det nye system, som du henter ved at koble din iGadget til iTunes.
Mens du downloader, kan du nedenfor se en komplet liste over nye funktioner.
- Meddelelser
- Skub nedad fra toppen af skærmen for at vise alle meddelelser på et sted i Meddelelsescenter
- Nye meddelelser vises i et kort øjeblik øverst på skærmen
- Meddelelser vises også når skærmen er låst
- Skub symbolet til meddelelsesprogrammet til højre på den låste skærm for at gå direkte til dette program
- iMessage
- Send og modtag et ubegrænset antal tekst-, foto- og videobeskeder med andre iOS 5-brugere
- Modtag bekræftelse når beskeder er leveret og læst
- Gruppebeskeder og sikker kryptering
- Fungerer over mobilnetværk og Wi-Fi*
- Bladkiosk
- Blad- og avisabonnementer organiseres automatisk på hjemmeskærmen
- Hvert abonnement viser forsiden på den seneste udgave
- Nye udgaver hentes i baggrunden
- Påmindelser til huskelister
- Programmet synkroniserer med iCloud, iCal og Outlook
- Modtag lokalitetsbaserede påmindelser når du ankommer eller forlader en lokalitet med iPhone 4S og iPhone 4
- Indbygget understøttelse af Twitter
- Log ind en gang i Indstillinger og send tweets direkte fra Kamera, Fotos, Kort, Safari og YouTube
- Føj lokalitet til dine tweets
- Vis profilbilleder og brugernavne fra Twitter i Kontakter
- Forbedring af kamerafunktioner på enheder med kamera
- Tryk to gange på hjemmeknappen når enheden er på vågeblus for at vise en genvej til kameraet på iPhone 4S, iPhone 4, iPhone 3GS og iPod touch (4. generation)
- Brug knappen lydstyrke op til at tage et billede
- Valgfrie hjælpelinjer til komposition af fotos
- Knib for at zoome ind på eksempelskærmen
- Træk for at gå fra eksempelskærmen til kamerarullen
- Tryk og hold nede for at låse fokus og eksponering. iPad 2 og iPod touch (4. generation) understøtter kun låsning af eksponering


