Mac

WriteRoom - tilbage til 80′erne

Af jkleis2 min. læsning

Fra arkivet: Artiklen blev skrevet i 2008, så oplysninger og priser kan være forældede.

WriteRoom – det mest minimalistiske tekstbehandlingssystem man kan forestille sig.

En sort skærm, en grøn cursor og så dig med alle dine tanker der bag skærmen – det er alt. Ingen menu bar – bare en tom skærm.

Jeg har været lidt skeptisk med hensyn til WriteRoom – er det et produkt af vores tid, at man bliver nødt til at have et gimmick program uden features – og som man endda skal betale for (25$). Et program der rider på moden og buzzet om at ikke at blive distraheret, få fred fra mailbokse, internet og farverige baggrunde?

Med writeroom, bliver man vitterligt  ikke distraheret – det er bare dig og din cursor, der venter. Vi er tilbage i 80’erne. Efter et kort stykke tid, sker der noget underligt. Man får faktisk lyst til at skrive – bare for at fylde baggrunden ud. WriteRoom fungerer til min store forundring stimulerende på den kreative process.

Og når jeg siger at vi er tilbage i 80’erne så mener jeg det. Det handler bare om tekst – teksten er kantet, der er ingen grafik – hverken mus eller menubar er tilstede. og man kan ikke indsætte grafik i teksten. Musen kommer først frem når den flyttes – og menubaren, når musen når toppen af skærmen. Scroll bars, hvad er det?

Det er dog  muligt at slå mere moderne features til – ved at slå rich text til, bliver teksten  mere udglattet Man får endvidere mulighed for at indsætte billeder – men programmet er ikke beregnet til det. I Rich text mode tilkommer også den luksus at kunne lave underline, bold eller fed skrift! Nææ, der er ikke sparet på noget her!

Endelig, hvis man bliver deprimeret af den sorte fuldskærms mode, er det muligt at gå ind i et normalt editerings vindue – med scrollbars, og med din normale baggrund – eller man kan lave om på farveopsætningen.

Så WriteRoom er virkelig et skriverum – det er dig, og din tekst. Uden forstyrrende elementer, opsætning etc. Det giver dig netop mulighed for endelig at fokusere på din tekst –  og er genialt til kortere klummer, eller som et inspirationsrum til længere afhandlinger. Men jeg ved ikke om man kan holde ud at skrive en hel bog heri.

WriteRoom koster 25 $, og kan prøves gratis i 30 dage. Det er også en del af MacHeist pakken tidligere beskrevet her på siden.

Jeg kan kun anbefale at man prøver det – en sort skærm, en cursor og dig og din kreativitet. Hvem ved hvor klummerne ender – måsker her på MacSiden?