Portræt: Han er stjernen bag Apples lækre grafik

Den 18. oktober 2011, i Apple, iPad, iPhone, af Frederik Danvig

25 årige Mike Matas er manden bag Apples fremragende brugerflader. Foto: Facebook

Har du nogensinde tænkt over, hvem der mon har æren for Apples sindssygt lækre grafik og de indbydende brugerflader? Svaret er utroligt nok: en ung knøs på 25 år.

Mike Matas. Du har sikkert ikke hørt navnet før. Ikke desto mindre er han den måske mest inflydelsesrige grafiske designer hos Apple i det sidste tiår.

Næste gang du ser på, at din iPhone lader op med det karakteristiske grønne batteri, eller næste gang du går ind i fotoalbummet på din iPad, ser du nemlig på Mike Matas’ arbejde. Han har blandt meget andet tegnet batteriet, og han har designet måden dine billeder vises på i albummet på iPad.

Får Steve Jobs med i Photo Booth

Mike Matas' ikon for iPhone-opladning.

25 årige Mike Matas er vel, hvad man kan betegne som grafikernes svar på Lionel Messi – et sandt wonderkid. Allerede som 19 årig blev han nemlig headhuntet til Apple og sat på det vigtigste og mest prestigefyldte projekt overhovedet internt i Apple, udviklingen af iOS, som vi i dag kender som systemet, der kører vores iPads og iPhones.

Instruksen til Mike Matas lød i al sin enkelthed: Lav en brugerflade, der efterlader alle andre konkurrenter i støvet. Eller som Steve Jobs er berømt for at have sagt: “Vores designmål er at lave ikonerne så flotte, at du får lyst til at slikke på dem.” Det var altså det tårnhøje krav, der blev stillet til den unge Mike Matas.

Han løftede imidlertid opgaven til topkarakter, og fik også tid til andre projekter hos Apple. Blandt andet designede han Photo Booth, som er det populære program, hvor du kan lege med Mac’ens indbyggede webcam og forskellige filtre. Han viste det selv frem til Steve Jobs en dag på kontoret, og postede billederne på Facebook her.

Vicepræsident Al Gore banker på døren

Desværre for Apple var der andre, der fattede interesse for det unge design-geni. Den tidligere amerikanske vicepræsident og nuværende miljøaktivist Al Gore fik nemlig Mike Matas overtalt til at begynde på et digitalt bog-projekt, der skulle munde ud i den flotteste og mest ambitiøse e-bog til dato. Mike Matas skiftede Apple ud med Al Gore og etablerede i samme ombæring firmaet Push Pop Press, som skulle designe selve app’en til bogen.

Akkurat som hos Apple var planen klar og ambitionsniveauet skruet helt i vejret: Det skulle være slut med kedelige og tunge e-bøger. Der skulle en teknologisk og designmæssig revolution til for at udnytte mediets muligheder optimalt. Og det må man sige, der kom.

Our Choice, indhold af Al Gore, design af Mike Matas. Klik for stor.

Samarbejdet med Al Gore endte nemlig i udgivelsen Our Choice, der foruden fremragende research og indhold vel er noget af det visuelt flotteste, der endnu er udgivet som e-bog til iPad. Anmelderne var henrykte og roste app’en til skyerne – og nogle kaldte endda Our Choice for den bedste app til iPad overhovedet.

Og med rette. Brugerfladen er intuitiv, grafisk indbydende og elegant, og viser på fornemmeste vis, hvad man kan strikke sammen på iPad, hvis man er talentfuld og fantasifuld nok.

Eftertragtet stjerne – Facebook køber ham

Men end ikke Al Gore kunne holde på den unge stjerne. Det varede ikke længe, før også Facebooks tilsvarende unge stjerne-stifter Mark Zuckerberg fik øje på den dygtige grafiker, og kort tid efter succesen med Al Gore købte Zuckerberg hele Mike Matas’ firma for et ikke-offentliggjort beløb. Men kvalificerede gæt går på adskillige millioner dollars.

Og det er altså her, den unge designer arbejder pt. Hos Facebook i Palo Alto i Californien.

Hvad han laver er indtil videre tophemmeligt – hverken ham selv eller Facebook har givet nogle interviews i forbindelse med jobskiftet, men mon ikke han er ved at sætte skik på Facebooks til tider lidt rodede og uoverskuelige brugerflade.

Man kan i hvert fald håbe. Er der nogen, der er opgaven voksen, så er det unge Mike Matas.

Tags:  

2 Responses to Portræt: Han er stjernen bag Apples lækre grafik

  1. Dan siger:

    Det var dog ærgerligt, at de mistede Mike. En ting er, at han hjalp Al Gore, men at han så blev hyret af Facebook – æv! Løntilbuddet må i det mindste have været i orden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *