Indblik: Alt om Apples nye californiske katedral

Den 26. oktober 2011, i Apple, af Frederik Danvig

Apple Campus 2, som bygningen er døbt, får plads til 13.000 medarbejdere. Fotos: Foster + Partners

Som altid med Apple er ambitionerne tårnhøje og kun det allerbedste godt nok. Det er derfor ikke noget helt almindeligt hovedkvarter, som Apple planlægger at bygge på en gigantisk grund i hjembyen Cupertino i Californien.

Byggeriet er symbolet på Apples rejse gennem de sidste 10 år, og det blev en dødeligt syg Steve Jobs’ sidste store præsentation foran et tåkrummende pinligt byråd. Dette er historien om hans plan for at bygge en californisk katedral af et Apple-hovedkvarter. Et af de flotteste, største og teknologisk mest avancerede af sin slags.

“Apple gror som ukrudt”

Det er ikke nogen hemmelighed, at Apple gennem de sidste 10 år er vokset ganske eksplosivt. For 10 år siden var der ingen iPod, ingen iPhone, ingen iPad og ingen MacBook Air.

Det er alle sammen produkter, der har betydet, at Apple som firma er vokset markant i størrelse og på nuværende tidspunkt gror som ukrudt, som Steve Jobs selv har formuleret det. Med det vokseværk kommer også en stadig større arbejdsstyrke, der skal huses i Apples hovedkvarter. Faktisk forventer Apple at have øget antallet af ansatte med hele 40 procent i 2015.

Apples nuværende hovedkvarter på 1 Infinite Loop i den californiske by Cupertino en times kørsel syd for San Francisco har ’kun’ plads til omtrent 2.800 medarbejdere. Derfor har Apple været nødt til at leje sig ind rundt omkring i nabolaget for at få plads til de resterende cirka 6.700 medarbejdere. En løsning, der ikke er optimal, fordi afstanden til det gamle hovedkvarter på 1 Infinite Loop for hvert nyt lejemål bliver større. Derfor skal de tæt ved 7.000 medarbejdere, der arbejder i lejede lokaler, nu flyttes over i det nye hovedkvarter, der får plads til vokseværket og i alt 13.000 medarbejdere i én og samme bygning.

Apple Campus 2 bliver et af verdens mest avancerede kontorbyggerier. Klik for stor.

Gigantisk byggeri – svimlende pris

For at huse de mange tusinde ansatte planlægger Apple at bygge et af verdens største kontorbyggerier på en byggegrund, der engang var ejet af ærkerivalerne fra pc-koncernen Hewlett-Packard, men som Apple i 2006 købte for tæt ved halvanden milliard kroner.

Der bliver tale om en 4-etagers cirkelformet glaskonstruktion, som mest af alt ligner et kæmpe rumskib, der er landet midt i landskabet. Den futuristiske bygning er udformet som en doughnut med en stor parklignende gårdhave i midten. Det bliver altså ikke muligt at få et hjørnekontor – og det bliver i det hele taget ikke noget helt ordinært kontorbyggeri – og prisen bliver derefter.

Eller som Steve Jobs sagde med slet skjult stolthed under præsentationen af byggeplanerne til byrådet i Cupertino i juni måned: ”Der kommer ikke til at være et eneste stykke glas, der ikke er buet i hele bygningen.  Som I måske ved, så er det ikke den billigste måde at bygge på.”

Selvom prisen på gigantkonstruktionen ikke er offentliggjort, anslås det at løbe op i omkring 3 milliarder danske kroner for hele herligheden, når hovedkvarteret efter planen står færdigt i 2014-15. Men selvom det kan synes af meget, er det blot lommepenge for Apple, der i øjeblikket har en pengetank på over 70 milliarder dollars.

Stjernearkitekter står bag

Til at tegne det cirkelformede, futuristiske kontorbyggeri har Apple hyret et af verdens mest respekterede og anerkendte arkitektfirmaer, det britiske Foster+Partners med stjernearkitekten Lord Norman Foster i spidsen. Tegnestuen er, akkurat som Apple selv, kendt for at udforske de yderste grænser for ny teknologi i sine projekter, så det virker kun naturligt, at Steve Jobs og Apples chefdesigner, briten Jonathan Ive, valgte den kendte high-tech tegnestue til at varetage det vigtigste og største byggeri i Apples historie.

Kan du se forskel? Foster + Partners har også tegnet en stor ombygning af FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou. Klik for stor.

Store bygninger er da heller ikke fremmed for Foster+Partners, der også står bag det gigantiske nye World Trade Center 2 på Manhattan i New York City, ligesom både det nye Wembley Stadium i London og den store ombygning af F.C. Barcelonas legendariske hjemmebane Camp Nou er tegnet af den kendte London-tegnestue. I noget mindre skala står Foster+Partners i Danmark bag elefanthuset i Københavns Zoologiske Have.

Byggeriet skal godkendes i byrådet – pinlighed følger

Selvom han var stærkt svækket, var det alligevel også en skarp og tydeligt stolt Steve Jobs, der fremlagde de grandiose planer for byrådet i Cupertino, der som loven foreskriver skal godkende byggeriet endeligt.

”Jeg tror, vi har en god mulighed for at bygge verdens bedste kontorbyggeri,” sagde han og spåede samtidig, at  arkitektstuderende fra hele verden ville komme på besøg for at studere bygningen. Alt sammen for at overbevise byrådet om at godkende byggeriet i en fart.

På trods af en stribe halv-kritiske spørgsmål fra byrådsmedlemmerne, var der mest af alt tale om en pinlig paradeforestilling i byrådssalen. Der blev blandt andet spurgt til, om Apple ville gøre noget særligt for byen, hvis byrådet nu var så venlige at give byggetilladelsen.

Ville Cupertinos indbyggere for eksempel få gratis trådløst internet af Apple, spurgte en byrådspolitiker, der tydeligvis aldrig har hørt om begrebet situationsfornemmelse. Steve Jobs lod sig ikke irritere, men svarede lakonisk, at han nu nok mente, at det nye milliard-byggeri ville bidrage med væsentligt mere end blot gratis trådløst net til byen, og at Apple i øvrigt var Cupertinos suverænt største skatteyder. Uden at det blev direkte nævnt, lå det i luften, at hvis byrådet stillede flere absurde spørgsmål om gratis iPads eller internet, så kunne man da flytte hele molevitten til nabobyen Mountain View, hvor Google også bor.

Der er planlagt store parkarealer og grønne områder omkring byggeriet. Klik for stor.

Den slet skjulte trussel fangede borgmesteren, Gilbert Wong, tilsyneladende ret hurtigt. Efter præsentationen gik han nemlig direkte i medierne og udtalte klart, at ”der ingen risiko var for” at byggeriet ikke ville blive godkendt.

Apple’sk perfektionisme: Selv planterne er designet

Alt tyder derfor på, at byggeriet bliver påbegyndt helt efter planen, og at det første spadestik tages i starten af det nye år.

At kun det bedste har været godt nok for Steve Jobs er helt tydeligt ud fra det offentliggjorte forslags-materiale. Når man tager et kig på plantegningerne af landskabet omkring den store bygning, står det nemlig helt klart, at de store ambitioner rækker langt videre end blot selve glasbygningen.

For eksempel er der lagt næsten ligeså mange kræfter i at revitalisere det omgivende miljø og gøre det lækkert. Hele byggegrundens natur får simpelthen en massiv overhaling, når det nye domicil opføres.

Det skal være grønt. Th. den øgede beplantning på det nye campus. Klik for stor.

Apples plan er først og fremmest at gøre hele området endnu mere grønt. Det indebærer, at de omkringliggende arealer skal beplantes med omkring 6.000 træer mod de nuværende 3.000. De nuværende asfalterede parkeringspladser rykkes tilsvarende ned i en parkeringskælder under hovedbygningen, og det betyder altså, at de grønne områder på grunden øges fra at dække 20 procent af grunden til at fylde 80 procent.

Til at sikre, at det nye landskab tager sig bedst ud, har Apple endda hyret en specialist i træpleje og beplantning fra det prestigefulde eliteuniversitet Stanford.

Efterskrift: Steve Jobs’ største monument

Mange undrede sig, da Steve Jobs, som nævnt tydeligt syg og afkræftet, stillede sig frem for byrådet og præsenterede planerne tilbage i juni måned. Efter hans alt for tidlige død står det imidlertid helt klart, hvorfor det var ham så magtpåliggende at få leveret en sidste “One more thing”, som han var så berømt for.Han ville selv drible projektet helt i mål. Han var klar over, at det kunne vise sig at blive hans sidste offentlige optræden. Hans sidste aftryk. Han fik desværre ret.

Campus 2 er Steve Jobs' monument.

Med igangsættelsen af byggeriet af Apples Campus 2 har han imidlertid sikret sig en stor tilføjelse til sin i forvejen betydelige arv af store bedrifter, som han vil blive husket for. Han vil blive husket som en fremragende visionær, som en suveræn showman og som en perfektionistisk design-guru. Vor tids Da Vinci, no less.

Og nu altså også med egen katedral.

FAKTA om Apple Campus 2, Cupertino

• Den store, cirkelformede glaskonstruktion vil rumme både kontorer, forsknings- og udviklingsfaciliteter og spreder sig over et areal på omtrent 260.000 kvadratmeter.

• Plads til 13.000 medarbejdere.

• Auditorium med plads til 1.000 personer.

• Fitnesscenter.

• Cafeteria med plads til 3.000 på én gang.

• Underjordisk parkering.

• Eget miljøvenligt kraftværk.

• 20 busser, der kører på biobrændsel, fragter Apple-medarbejdere fra hovedbyen San Francisco til Cupertino.

Tags:  

2 Responses to Indblik: Alt om Apples nye californiske katedral

  1. [...] ville være, at Steve nåede at blive præst i egen kirke. Det kommende hovedkvarter Apple Campus 2 ville have gjort det. En cirkulær futuristisk bygning til ca. 3 milliarder danske kroner med [...]

  2. Hi! I know this is kinda off topic but I was wondering if you knew where
    I could get a captcha plugin for my comment form? I’m using the same blog
    platform as yours and I’m having difficulty finding
    one? Thanks a lot!

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>