iPod og mig (og Steve Jobs og musikken)

Den 23. oktober 2011, i Apple, iPad, iPhone, iPod, af Frederik Danvig

Fra Beatlemania til iPodmania. Steve Jobs elskede Beatles. Foto: Apple

Tirsdag den 23. oktober 2001.

Jeg gik i 2.g. Jeg tror lige, vi havde læst Shakespeares Othello i engelsk. Jeg sad i hvert fald og var lidt søvnig.

Men måske skyldtes det ikke kun de lidt kringlede formuleringer og den fremskredne eftermiddag.

Jeg havde nemlig siddet oppe hele natten og fulgt rygtestrømmen på nettet op til Apples pressemøde, der skulle løbe af stablen tirsdag aften i Apples hovedkvarter i Californien.

Nettet svømmede over med spekulationer og forventninger. Apple, som dengang var akkurat lige så hemmelighedsfulde, som de er i dag, havde nemlig lagt en teaser på Apple.com, hvor der stod:

This coming Tuesday, Apple invites you to the unveiling of a breakthrough digital device. (Hint: It’s not a Mac.)

I 2001 lavede Apple kun Macs. iMacs, iBooks. Den slags. Men kun Macs. Så når Apple nu på forhånd fortalte, at det ikke var en ny Mac, så var der for alvor lagt i kakkelovnen. Hvad kunne Apple dog lave, der ikke var en Mac, tænkte vi Apple-heads kollektivt.

Sony Walkman.

Den eftermiddag efter den søvnige engelsktime løb jeg en tur rundt om Viborg-søerne med min Sony Walkman med kassettebånd. Jeg havde overspillet noget Dizzy fra cd til bånd på min ghettoblaster.

Det var en god afspiller. Jeg kunne have 60 minutters musik på sådan et bånd. Det skrattede en smule og hvis batteriet var ved at løbe tør, spillede den lidt langsommere, så Tim C snøvlede en smule. Men det var stadig ret fedt at have en walkman og kunne klipse den i bukserne og spurte derudad.

Da jeg kom hjem, tændte jeg min iMac og klikkede mig ind på Apple.com. Nu var teaseren skiftet ud med: “Introducing iPod. 1000 songs in your pocket”.

Den originale iPod fra 2001. Smuk i al sin enkelhed. Klik for stor. Foto: Apple

Jeg klikkede straks videoen igang.

Steve Jobs gennemgår markedet for bærbare musikafspillere.

Han fortæller, at han mener, det kan gøres meget bedre – og at han tror, at han og Apple har fundet en genial løsning.

iPod’en.

En lille hvid bærbar afspiller med indbygget harddisk, så man kan smide 1.000 sange over på den. I dag lyder det banalt. For 10 år siden var det mind-blowing.

Den aften lagde jeg min Walkman i skuffen. Og bestilte en iPod. Og ventede utålmodigt.

Der var simpelthen kommet en musikafspiller, der ramte plet. iPod havde plads til al min musik. Den var let at bruge. Og så var den et ret eksotisk dyr i en gadget-jungle befolket af grimme og besværlige produkter. Som Steve så ofte før har undret sig: Hvorfor er der ikke flere produkter, der er nemme at betjene og lækre at bruge?

Ligesom med iMac’en havde Apple endnu engang bevist, at et ordinært stykke elektronik sagtens kunne være elegant. Smukt, endda.

Jeg modtog iPod’en med pakkeposten noget tid efter. Og jeg brugte den konstant. Jeg tog den med på løbetur. Jeg tog den på, når jeg skrev stile. Jeg tog den på, når jeg lå på sofaen og læste. Jeg havde den af og til stadig på, når jeg vågnede. Det var en ny verden og en musikrevolution i mit hoved.

Jeg tror aldrig, jeg har lyttet så meget til musik, som jeg gjorde, da jeg fik den.

Jeg lytter stadig enormt meget musik. Nu er det bare ikke mere på min iPod. Den ligger i stedet i skuffen, som et stille vidnesbyrd om revolutionen, som den startede i dag for 10 år siden.

Nu er revolutionen rykket videre til iPhone, iPad og MacBook Air.

Tak for musikken, Steve.

1955-2011

Tags:  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *