Analyse: Derfor lancerede Apple ikke iPhone 5

Den 16. oktober 2011, i Apple, iPhone, Rygter, af Frederik Danvig

Mange forventningsfulde iPhone-afficionados blev skuffede, da Apple tidligere på måneden ‘kun’ lancerede iPhone 4S, der lignede den gamle 4’er på en prik. Men det giver god mening. Rigtig god mening.

Halvandet år. Så lang tid har Apple haft til at komme op med et gennembrud – med noget helt igennem nyt – siden iPhone 4 blev lanceret i juni sidste år.

Derfor kom det som en skuffelse for mange – ja vel endda en oprigtig overraskelse – da Apple tidligere på måneden blot opdaterede indmaden i iPhone 4 og kaldte den iPhone 4S i stedet. Der blev med andre ord slet ikke pillet ved designet, som er helt identisk til den gamle iPhone 4.

Når man nu ved, at Apple har verdens bedste design-team med Jonathan Ive i spidsen, og at de konstant prøver nye idéer af, så er det let at blive skuffet.

For kan det virkelig passe, at Jony Ive og co. har trillet tommelfingre i halvandet år?

Naturligvis ikke. Jeg er stensikker på, der ligger en (stort set) færdig iPhone 5 i det topsikrede design-studio i Apples hovedkvarter i Cupertino. Jeg vil tro, den ville kunne sættes i produktion med særdeles kort varsel, hvis det blev nødvendigt.

Den nye iPhone 4S er helt identisk med iPhone 4 på ydersiden. Klik for stor.

Og det er nemlig hele pointen: Det var IKKE nødvendigt at sætte en ny iPhone 5 i produktion. Hvorfor?

1) For det første solgte iPhone 4 absolut fremragende helt op til lanceringen af den nye iPhone 4S. Der var knap nok tegn på nedgang i salget, selvom alle vi Apple-hoveder var fuldt klar over, at der var noget nyt på vej. Sådan tænkte gennemsnitskunden ikke, og der blev solgt massevis af iPhone 4.

2) For det andet er konkurrenterne stadig kun ved at komme sig oven på knockoutet, som den oprindelige iPhone gav dem i 2007. Javist, HTC og Samsungs Android-mobiler tromler derudad, men det gør de først og fremmest på prisen – og ikke på hverken design eller features. Dvs. ikke på at være en bedre telefon.

iPhone 4 solgte i massevis, men det hele handler om Steve Jobs

Uanset hvor skuffet man som Apple-fan er over, at der ikke blev pustet nyt liv i designet, er faktum, at iPhone 4 stadig holder den dag i dag. Blikket for detaljen, materiale-kvaliteten og den knivskarpe Retina-skærm er stadig blandt markedets absolut bedste. Selv efter halvandet år. Det er da tankevækkende, at konkurrenterne ikke har kunnet indhente det. At iPhone 4S-kalkulen fra Apple var rigtig, bekræftes af salgstallene for den nye telefon. Den har nemlig slået alle rekorder og solgte over 1 million eksemplarer på de første 24 timer. Sikken skuffelse! – og dette på trods af at prisen på iPhone 4S stadig er langt højere end konkurrenternes tilsvarende modeller.

Sådan kunne iPhone 5 se ud i aluminium. Klik for stor. Illustration: Michal Bonikowski

Derfor gav det ikke mening for Apple at skynde sig at smide iPhone 4 over bord og lancere en nydesignet 5’er, simpelthen fordi der ingen konkurrencemæssig grund var til det. Apple er ikke truet lige pt.

3) Men den tredje, og i virkeligheden nok allervæsentligste grund er måske, at Steve Jobs og dermed også top-ledelsen i Apple i længere tid har vidst, hvilken vej hans helbred gik. Man har vidst, at det har været et spørgsmål om måneder, og at han sandsynligvis ikke ville leve året ud.

Derfor tror jeg ikke, det er usandsynligt, at Steve selv har været med til at bestemme, at iPhone 4 godt kunne tage en tur mere i manegen, og så kan Tim Cook og Apple smide mega-bomben af en iPhone 5 til næste sommer og få anerkendelsen og beundringen. For dér får Apple nemlig brug for den.

Måske ikke fordi konkurrenterne er blevet bedre – de kan stadig være lige dårlige, men fordi Apple som firma har brug for at vise, at det stadig er kørende for fulde omdrejninger og kan levere nye produkter, så man taber kæben i begejstring.

Apple-produkter ligger klar til de næste par år

Apple har simpelthen brug for at vise, at Steve Jobs ikke alene tegnede Apple. At de andre topfolk godt kan på egen hånd.

At iPhone 5 så i virkeligheden er designet, mens Jobs stadig var aktiv er en anden sag – og noget som den almindelige Apple-kunde måske ikke er klar over. Men faktum er, at Apple, da Steve Jobs døde, havde en produkt-pipeline på adskillige år ud i fremtiden.

Så selvom Steve Jobs er væk, svæver hans idéer, tårnhøje krav og design-input stadig over de produkter, som Apple vil lancere de næste par år frem.

Derfor skulle iPhone 5 ikke skydes af nu. Den er i stedet Steve Jobs’ afskedgave til Tim Cook og resten af Apple. Med den i hånden vil Apple kunne vise, at de stadig kører i højeste gear og ikke har mistet sansen for fantastiske produkter.

Stay tuned.

Tags:  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *