Ny Kindle-prisbasker: Amazon i giftigt angreb på iPad

Den 28. september 2011, i Apple, iPad, af Frederik Danvig

Sådan ser den nye familie af Kindle-tablets ud. Fra venstre er det Kindle Fire, Kindle touch og den billigste Kindle. Foto: Amazon

ANALYSE: Med en ny billig Kindle, der har mange af de samme funktioner som iPad, går online-forhandleren Amazon benhårdt efter at stikke en kæp i hjulet på Apples iPad-dominans. Amazon har klare fordele, som de hidtidige konkurrenter ikke har haft. Skal Apple være bange?

Tablets, tablets, tablets.

Alle har prøvet at nå iPad’en. HP, Motorola og Samsung, for at nævne et par af de mere ambitiøse.

Og alle har fejlet.

Ingen har tilnærmelsesvis fået det momentum, den succes eller den modtagelse, der ville kunne give Apple sved på panden.

Hvorfor skulle Amazon så have mere held til at presse Apple med dagens Kindle-lanceringer?

Amazon har noget kørende for sig

For det første er Amazon sindssygt aggressive på prisen. Den billigste Kindle koster nu kun 79 dollars, og den nye Kindle Fire, der kæmper (næsten) direkte mod iPad’en koster blot 199 dollars. Til sammenligning koster den billigste iPad som bekendt 499 dollars.

Selvom der er nuancer i features, fx har Kindle Fire intet kamera og ingen GPS, er prisforskellen så markant, at det alene nok skal lokke nogle over hegnet fra Apple-land til Amazon-land.

Den nye Kindle touch til blot 79 dollars.

For det andet byder den nye Kindle Fire på en stribe nye features, der måske kan kompensere for andre manglende funktioner. Fx kommer den med gratis lagerplads i Amazons Cloud, ligesom en ny browser, Silk, skulle gøre surf væsentlig hurtigere ved hjælp af en række avancerede ninja-tricks.

Derfor er Apple mere nervøse end sædvanligt

Men det måske vigtigste, som Amazon har kørende for sig, er, at den nye Kindle er dybt integreret med samtlige Amazons øvrige produkter. Det vil sige, at du kan købe musik, film, tv-serier, bøger, magasiner, apps og spil til den nye Kindle Fire.

Og netop det er en gift-pil mod Apples hjerte og hele den iTunes-markedsplads, der hidtil har gjort iPad’en enestående anvendelig og alsidig.

For hvor Apple er en hardware-producent, der sælger indhold for at gøre hardwaren mere interesant og nyttig, så ser Amazon omvendt på sagen. Amazon er nemlig primært sælger af alverdens indhold, bøger, musik og spil, så den nye Kindle kan ses som en måde at sælge endnu mere fra samme skuffe. Ikke som en gadget-satsning, men mere som en løftestang for at sælge endnu mere fra selve Amazon.com.

Discountpriser skal tryne Apple – men rammer andre hårdere

Derfor kan Amazon tillade sig at køre med voldsomt lave priser, fordi de ved, at det ikke primært er der, pengene skal tjenes. De skal hentes på salget af det, der oprindeligt har gjort Amazon store, dvs. deres kerneforretning, der består af salg af alverdens medie-indhold, lige fra bøger til film etc.

iPad-konkurrenten Kindle Fire til 199 dollars.

Med den nye, billige Kindle har Amazon lige fået endnu en mega-platform til netop det. At sælge mere indhold.

Kommer Apple med et modtræk i form af en prisnedsættelse? Er Apple overhovedet interesserede i at sælge iPads så billigt?

Måske får vi allerede hints på tirsdag, når Apple holder pressemøde for en ny iPhone.

Eller måske tager Apple det helt cool og afslappet og tænker, at det var det bedste, der kunne ske?

For med Amazons ambitiøse Kindle-satsning er det måske slet ikke Apple, der skal være nervøse. De kan i stedet åbne en god cognac og tage en cigar.

Apple kan fortsat forblive high-end oppe i luksusklassen, mens alle de andre tablets fra Samsung og Motorola nu for alvor er på røven, fordi de har fået en konkurrent, der tværer dem både i pris og indhold. De har intet modtræk, fordi de ikke kan hænge deres tablets op på den samme knage som både Amazon og Apple kan i form af deres store online-butikker med musik, film og bøger.

Amazon har lige spist de andres frokost. Eller i hvert fald de rester, som Apple havde ladet være tilbage. Skakmat.

Så deler Amazon og Apple i porten. Slet ikke så ringe set med Apple-briller, men der er selvfølgelig også lidt at tænke over.

Følg skribenten på Twitter.

Tags:  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *