Analyse: Hvem bliver den nye Mr. Apple Store?

Den 5. august 2011, i Apple, af Frederik Danvig

En af Apples over 300 Apple Stores. Her i Beijing, Kina.

De mere end 300 Apple Stores verden er mere end nogen anden Ron Johnsons værk. Den 52-årige super-sælger med den officielle titel Senior Vice President of Retail har siden 2000 være med til at opbygge de ikoniske Apple-butikker, der ligger rundt om i verden på nogle af de eksklusive shopping-strøg, lige fra Manhattans Fifth Avenue til de dyreste distrikter i Tokyo og Paris.

Den 1. november i år er det imidlertid slut for den erfarne Apple Store-chef, der har takket ja til jobbet som topchef i den amerikanske tøjkæde J.C. Penney.

Kæmpe hul i Apples top-ledelse
Selvom Apple Store-konceptet har 10 år på bagen og er veletableret rundt i verden, er der imidlertid ingen tvivl om, at at Ron Johnson efterlader sig et enormt hul i Apples øverste ledelse.
Han har været helt central omkring alle beslutninger i forhold til modningen og udførelsen af de mange butikker, som er sket i tæt parløb med Steve Jobs.
Derfor er det nu ikke lige meget, hvem Apple hiver op af hatten som hans efterfølger. Udover at være en aldeles blændende leder og tænker, skal den nye mand også arbejde tæt sammen med Steve Jobs, der er kendt som en særdeles krævende chef.

Hvem skal efterfølge 52-årige Ron Johnson?

TOP SECRET: Hvem overtager pladsen?
Tilsyneladnede har Apple derfor denne gang valgt en lidt utraditionel vej til at besætte stillingen. I hvert fald utraditionel for Apple, der normalt undgår enhver opmærksomhed og gerne klarer tingene internt uden nysgerrige blikke fra konkurrenter og presse.
I følge Wall Street Journal har Apple nemlig denne gang hyret det europæiske headhunter-bureau Egon Zehnder International, der efter sigende er valgt, fordi Steve Jobs personligt ønsker at hyre en ikke-amerikaner til posten som Apples nye butiks-boss. Det peger i retning af, at butikskonceptet skal udvides markant i Europa, der indtil nu kun har haft fornøjelsen af de markante butikker i udvalgte storbyer som London, Paris og Rom.
Hvem det bliver, er altså endnu ikke bestemt, men hvis man skal tro de seneste forlydender, skal man sætte sine penge på en garvet europæisk topchef som den nye Ron Johnson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *