Time Machine – Smart, men med sine særheder

Den 20. januar 2008, i Mac OS, af Rasmus

Time Machine er smart – det kan vi vist ikke komme udenom. Men der er nogle små finurligheder, man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at bruge det sammen med en ekstern harddisk – hvordan det forholder sig med backup til den nye Time Capsule og OS X Server ved jeg ikke.

For det første skal partitionstabellen på den eksterne disk være af typen GUID, hvis man bruger den sammen med en Intel-baseret Mac, og har man en PPC Mac skal det være en Apple partitionstabel. Filsystemet på partitionen, som Time Machine skal tage backup til, skal være Mac OS – udvidet (Journaled). Desværre kan filsystem og partitionstabel hænge lidt for godt ved, når man prøver at ændre det, så har man brug for at ændre det, skal man gennem lidt øvelser i Diskværktøj[1]:

  1. I indstillinger ved den pågældende disk vælger man den ønskede partitionstabel.
  2. Man fjerner de nuværende partitioner.
  3. Man opretter nye partitioner med Mac OS – udvidet (Journaled) som filsystem – sørg for, at det er et andet antal end de tidligere – og trykker “Anvend” for at få formateret.
  4. Man sletter de nyeligt oprettede partitioner og opretter dem, man ønsker at have – selvfølgelig også med Mac OS – udvidet (Journaled) som filsystem og trykker “Anvend”.

For det andet kan Time Machine være ret følsom overfor filer, som er låst af andre programmer. Der er især problemer med iChat og iTunes [2]. Det vil ikke være sært, hvis det også forholder sig sådan med andre programmer. Derfor skal man være ret forsigtig med at rode med for meget, mens der bliver taget backup.

Problemerne, man kan rende ind i, hvis man ikke er opmærksom på disse ting, vil højest sandsynligt manifestere sig selv første gang, Time Machine tager backup. Oplever man det, vil man se, at backup’en går i stå, og man kan ikke stoppe den på anden måde end ved at afslutte backupd processen i Aktivitetsovervågningen. Yderligere har jeg selv oplevet, at jeg ikke kunne skubbe disken ud, og en af gangene crashede login processen sågar, så jeg var nødt til at reboote min maskine.

Der er grund til at være lidt forsigtig, når man kaster sig ud i at rode med Time Machine – i hvert fald bør disken, man vil tage backup til, være tom, så man ikke risikerer at miste data. Men er man forsigtig, er der ikke nogen grund til at holde sig fra det – når det virker, ender man jo trods alt med at have den lækreste grænseflade til genskabelse af backup.

Kilder (åbner i et nyt vindue):
[1] http://gizmodo.com/gadgets/apple/leopard-disk-utility-format-issue-screws-with-time-machine-but-theres-an-easy-fix-316573.php
[2] http://discussions.apple.com/thread.jspa?threadID=1210265&tstart=0

Tags:  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *